HUSET
Vestergade 44 har siden huset blev bygget i 1784 været ramme om mangt og meget.
Oprindeligt blev det indrettet efter tidens ønsker om herskabelige stuer, gemakker og kringelkroge til nyttige gøremål. Opført i sønderjysk stil med bindingsværk, der den dag i dag er synligt på husets bagside, blev huset i løbet af årene en naturlig bolig for mange af Ærøs embedsmænd og kunstnere.
Af de mere landskendte kunstnere var billedhuggeren Gunnar Hammerich - bl.a. kendt for sine mange portrætbuster og for figuren “Hvilende kvinde” som nu kan ses i Hostrups Have på Frederiksberg.
Men også selveste Rainer Werner Fassbinder faldt for stedet da han benyttede huset som lokation til sin film Effi Briest - som mange betegner som et af hans hovedværker.
Senere er det blevet til det vi kender idag, da huset fra 1984 har været benyttet som bed & breakfast, hvor daværende ejer Susanna Greve åbnede stuerne til et stemningsfyldt og landskendt badehotel i hvad der af mange regnes for at være en af Ærøs smukkeste bygninger.
Fra 2022 overtog de nye ejere huset og med en kærlig og nænsom hånd har de renoveret huset og dets 11 værelser, som i 2015 af TV2 blev kåret som et af Danmarks 16 bedste badehoteller i smukt selskab af bl.a Ruths hotel og Helenekilde.
En titel som også har inspireret den nye ejer til at tilføje et af Ærøs landskendte badehuse på Vester strand til husets gode faciliteter.
Således kan besøgende i de smukke rammer nu også tage til stranden vel vidende at skulle en let regnbyge tvinge dem væk fra stranden eller skal der skiftes tøj, kan det smukke lille badehus benyttes. Præcis som man har gjort det i flere hundrede år.